Åndelig oprustning
Danmark skal i gang med en åndelig oprustning. Regeringen har ligefrem udpeget en ordfører for åndelig oprustning. Det er derfor nødvendigt at vi tager en snak om hvilken ånd vi skal bygge på og hvilke våben vi skal opruste med? Regeringen har afskaffet store bededag, proklameret at Gud har vigepligt, og stillet sig på forkert side af den åndelige konflikt der manifesterer sig i det fysiske i Gaza.
Lad os tage det med bededagen først. Dagen blev nok næppe brugt til bøn af de fleste. De fleste ved ikke hvad bøn er. Bøn er samtale med Gud, og samtale med Gud er en forudsætning for at træffe rigtige beslutninger. Signalværdien af at afskaffe store bededag er helt i tråd med regeringens udmelding om at Gud har vigepligt: Regeringen mener at Gud er overflødig. Hvorfor skal vi så bede til ham? Deraf må vi forstå at vi heller ikke har brug for Jesus som frelser eller den Hellige Ånd som vejleder.
Når de lægger den slags tankegods for dagen kan jeg blive alvorlig bekymret for hvilken ånd de så vil opruste med?
Det er på tide at Danmark vender om til de gamle grundvolde som vores samfund er bygget på. Evangeliet om Jesus som frelser. Troen på Gud som vores skaber. Fylde af den Hellige Ånd som åbenbarer hvem Gud er. På den måde kan vi træde ind i en åndelig forsvarsalliance som holder gennem alt, og hvor vi ikke behøver at være bange for at blive svigtet af vores allierede. Gud er ikke længere væk end en enkel bøn.
Kan vi stole på at Gud virkelig er til? Her er det at Gaza kommer ind i billedet. Eller rettere Israel. Konflikten i Gaza er først og fremmest en åndelig krig om sandheden. Landet de kæmper om, og ikke mindst Jerusalem som er byen der er i centrum for det hele, kan ikke tilhøre både islams Allah og den jødiske og kristne Gud. Det er enten eller. Lige nu går bibelens profetier i opfyldelse for vores øjne: Gaza skal blive forladt, som forudsagt gennem profeten Sefanja, og det jødiske folk samles atter fra hele jorden i deres eget land Israel, som forudsagt gennem profeten Jeremias. Derudover kunne nevnes en række andre profeter i bibelen, hvis ord er gået i opfyldelse. Når bibelen på denne måde beviser sig selv, ser det skidt ud for Koranens troværdighed. Det er derfor galningene fra Hamas bliver ved, i stedet for det indlysende logiske, som vil være at nedlægge våbnerne og udlevere gidslerne. Det kan de ikke, fordi de kæmper for islams troværdighed. De er drevet af et åndeligt mørke som er smitsomt. Smitten er nået til vores egen regering, som heller vil give islam ret end at godtage at bibelen har ret. Det kommer til udtryk ved at de vil gennemtvinge en ”to-stats”-løsning der indebærer overgivelse af alle helligdomme i Jerusalem til islam. I denne uge er FN’s generalforsamling samlet for at stemme over oprettelsen af ”Palæstina” som stat. Selv om Danmark ikke officielt har anerkendt ”Palæstina” endnu, så er alene støtten til to-stats løsningen et knæfald for islam og det modsatte af åndelig oprustning. Det er åndelig opløsning. Det bør bemærkes at Danmarks faste repræsentation ved FN i New York har til huse på 666 Third Avenue. Så er ånden vidst afsløret!