Krig eller fred?
Har Danmarks forhold til Israel noget med krig og fred at gøre?
Ja; det siger bibelen meget tydeligt, og det er derfor på høj tid at vi tager Guds ord alvorligt! Allerede i første Mosebog finder vi Herrens ord til Abraham og hans slægt “Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande.” (kap12,v3). Abrahams slægt er Israel. Det ser vi flere gange i bibelen fordi Gud præsenterer sig som Abraham, Isak og Jakobs Gud (2 Mos 3.6) og som Israels Gud (2 Mos 29.45). Faktisk præsenterer Gud sig som Israels Gud over 200 gange i bibelen. Hvorvidt et folk eller en nation bliver velsignet eller forbandet hænger derfor nøje sammen med en nations forhold til Israel. Der findes mange eksempler på dette i historien, lige fra hvordan det gik Egyptens farao på grund af hans behandling af Israelitterne og frem til vores dage. Det specielle med vores dage er dog at Israel igen er en nation, og at alle folk og nationer synes at have en mening om Israel og jøderne. Grunden til at spørgsmålet om Israel fylder så meget, er fordi det er en åndelig kamp. Det er en kamp om hvorvidt bibelen er Guds ord og om bibelen er sandt eller ej. Derfor flokkes alle modstandere af Gud sig imod Israel, herunder gudløse regeringer. De vil forhindre at bibelen går i opfyldelse. Det er en kamp om folk og nationers dom: Vil man tage Guds ord alvorligt og bøje sig, eller vil man hæve sig over Gud?
Lad os kigge nærmere på hvad Guds ord siger, og hvad konsekvenserne er af at ikke tage det alvorligt:
Joel 3, 6-7 Thi se, i de dage og på den tid, når jeg vender Judas og Jerusalems skæbne, samler jeg alle hedningefolk og fører dem ned i Josafats dal. Der vil jeg holde rettergang med dem om mit folk og min arvelod Israel, som de spredte blandt folkene; og de delte mit land
Profeten Zakarias 12,9: ”Til den tid vil jeg tilintetgøre alle de folkeslag, som angriber Jerusalem”
Der findes flere steder jeg kan henvise til, men alene disse ordene fra Joels bog og Zakarias bog burde være rigeligt til at vi forstår at vi hverken skal dele det land Gud har givet til Israel eller den hellige stad Jerusalem. Det vil føre til rettergang (dom) og tilintetgørelse! Om dette vil ske i form af krig som jeg indledningsvis anfører, eller anden form for katastrofe, det ved vi ikke. Men det vil ske, hvis ikke vi vender om. København har allerede en dom hængende over sig, som kom i forbindelse med Jerusalem Prayer breakfast i Jerusalem i maj 2024.
Hvad er det Danmark gør, der er så galt og som er så farligt? Danmark er et land der har rejst sig i oprør mod Gud i stolthed. Vi roser os af de urene ting der foregår, hvad enten det er hor, kønsskifte, abort, Copenhell eller mange andre ting. Regeringens officielle holdning til Gud er, at han har vigepligt. Regeringen har med andre ord sat sig selv højere end Gud. Midt i landets moralske forfald og åndelige opløsning, lægger vi så den synd oveni at vi deler Guds land og angriber Jerusalem!
At dele Guds land og angribe Jerusalem, er selve kærnen i tanken om en to-statsløsning, som vores regering arbejder så hårdt på at gennemføre. Guds land Israel er som minimum de landområder der blev givet til Israels tolv stammer. Her hører Judæa og Samaria med, et område som Jordan kaldte for “Vestbredden” da de besatte området fra 1948-1967. Hvorfor man stadigvæk kalder Judæa og Samaria for “Vestbredden” er ret underligt. Det er mere end 58 år siden at Jordan blev smidt ud af området i 6-dages krigen. Jeg tror det skyldes antisemitisme forklædt som antizionisme: ved at bruge “Vestbredden” i stedet for områdets rigtige navn (Judæa og Samaria) så dækker man over det indlysende at området selvfølgeligt er jødisk, og at det skal tilhøre Israel. Jesus blev født i Betlehem i Judæa i Israel. Jesus er jøde. I forhold til at angribe Jerusalem, så foregår det indtil videre verbalt. To-statsløsningen indebærer at Israel enten helt eller delvist skal opgive sin hovedstad, og give den til en fjendtlig arabisk pseudo-stat. Danmark er i den ulykkelige situation at vi to gange har stemt for dette i FN’s sikkerhedsråd, verdens mest magtfulde organ. Første gang var i 1967 efter 6-dages krigen, hvor vi stemte for FN’s sikkerhedsråd resolution 242. Den krævede at Israel skulle trække sig tilbage fra de områder de havde vundet under 6-dages krigen. I Danmarks optik gælder dette også Jerusalem. Anden gang var nu her i november 2025, hvor sikkerhedsrådet vedtog Trump’s fredsplan for mellemøsten. I Danmarks optik er det en plan der vil bane vej for to-statsløsning og deling af Jerusalem. Hvis FN på et tidspunkt sætter magt ind for at gennemtvinge disse to resolutioner, vil det indebære en krig mod Israel. Bibelen forudsiger dette. Den nuværende danske regering vil til den tid villigt bidrage, uden at ænse de åndelige advarselslamper. De må standses!
Situationen er meget alvorlig! Derfor var jeg den 26 november i den israelske nationalforsamling Knesset til “Day of prayer for the peace of Jerusalem“. Nogle dage senere, den 30 november, ankom vores udenrigsminister til Israel. Hans mission var at lægge præs på den Israelske regering i Jerusalem, for derefter at tage videre til Ramallah for at vise sin støtte til terror regimet PLO.
I modsætning til vores udenrigsminister, var jeg i Knesset for at bede om tilgivelse for Danmarks kamp mod Israel i sikkerhedsrådet, samt at give trøst ved at præsentere vores borgerforslag om at flytte Danmarks ambassade til Jerusalem og bede for Jerusalems fred. Du kan se mit indlæg i Knesset her: https://media.sund-fornuft.dk/@kjetil/115616207779502905
Inden jeg søndag den 30 november læste nyheden om at vores udenrigsminister var i Israel, havde jeg forberedt søndagens præken i Maran-Ata kirken. Prækenen passet lige ind i det aktuelle nyhedsbillede, og jeg oplevede en intens åndelig kamp på vej til mødet. Du kan se gudstjenesten her. Det er alvor!